Gyldendal har ind imellem nogle lodtrækninger henne på Facebook, hvor de udlover anmeldereksemplarer af aktuelle bøger, og sådan en lodtrækning var jeg så heldig at vinde, netop den dag, det gjaldt Christian Jungersens nye roman “Du Forsvinder”.
Jeg var vældig spændt, fordi jeg faktisk ikke brød mig ret meget om hans anden roman, “Undtagelsen”, som jeg syntes, var svær at følge med i og til tider lidt søgt.
Med åbent sind modtog jeg bogen, samt et, ærligt talt, lidt vredladent og negativt skrevet brev om, at jeg nu havde forpligtet mig til at anmelde bogen og bringe HELE min anmeldelse på Gyldendals hjemmeside for bogen.
Jo tak, Gyldendal, jeg deltog i lodtrækningen, fordi jeg gerne ville læse bogen, og fordi jeg gerne ville anmelde den, så én eller anden i verden kan opdage min genialitet og give mig et job. Eller. Men jeg deltog i hvert fald vel vidende, at præmien var både en læseoplevelse og en skriveopgave. Enough with the påbud, yo.
Og med åbent sind satte jeg mig til at læse bogen, som røg på tre aftener i sofaen, i et hæsblæsende tempo, hvor Kæreste dårligt kunne råbe mig op, fordi bogen var så medrivende og fantastisk. Og her følger endelig min anmeldelse, som den også ser ud på bogens hjemmeside:
”Du forsvinder” er en veldrejet og især velskrevet historie om en familie, der langsomt, men helt sikkert, smuldrer og falder fra hinanden på grund af farens hjerneskade. Du’et i titlen refererer både til jegfortællerens mand, som er faren med hjerneskaden, og i lige så høj grad til hendes eget mentale velbefindende.
Og det rejser netop bogens mest spændende spørgsmål; hvordan holder man fast i sit jeg, sit selv, når man står i en så svær situation, som et hjerneskadet familiemedlem medfører? Hovedpersonen går igennem alverdens faser af afmagt, frustration og stor, stor kærlighed til både mand og søn, men hun forsvinder alligevel i alt det svært håndterbare.
Hun oplever det glimtvis via sine omgivelsers respons på hende, men hun er ganske ude af stand til at forhindre det, selvom hun prøver nok så meget. Hun hvirvler rundt i følelser og hændelser, som hun ikke kan gribe og holde fast i, hvilket anskueliggøres med de mange snapshots af mails, informationspamfletter, bibelcitater og så videre, som er drysset ud over hele bogen og viser læseren, hvordan kvinden hovedkuls griber efter halmstrå og bare den mindste grube, hun kan fæstne en enkelt finger i, hvorved hun håber at få en anelse hold på sin egen virkelighed.
Både historien, dens personer og de mange illustrationer i bogen gør, at man som læser får den samme følelse; vi ved ikke, hvad der gemmer sig på næste side eller efter denne sætning, men vi har intet valg, vi må videre.
For hovedpersonen er det et vildt, livsændrende og fuldstændig uønsket ridt, mens det for læseren er spændende og medrivende, vi er trods alt udenforstående og får lov til at kigge ind gennem sprækkerne i gardinet og i livet på et menneske, der sideløbende med sin mand og familie, mister alt og må genopfinde sit selv, vores du. Når sidste side er læst og bogen lukket, er det helt umuligt ikke at overveje, hvilken fremtid familien får.
Læs den. Igen og igen!
