Jeg har egentlig travlt for tiden. Med ingenting. Med at vente på karakterer. Med at udskyde starten på specialeovervejelser. Med at skulle være højskolelærer i næste uge. Med alting.
Derfor må du lige nøjes med det bedste fra internettet; laksen live fra Suldalslågen! Jeg elsker fandme nordmænd, de er så whack!
Riget fattes penge. Verden fattes penge. Og jeg fattes penge. Ganske vist ikke i samme størrelselsorden, men så meget desto værre; så er der heller ikke de store poster at skære ned og spare på.
Bevares, jeg har sat mit FW-medlemskab i bero formedelst 79,- (hej, se mig, jeg skal betale for at spare!), og jeg har ikke brugt en øre i det nye år endnu. Andet end på æg og kartofler. Og lidt mælk. Og et kilo rugmel, så jeg kunne bage rugbrød.
Men hvad værre er, når jeg mangler penge, bliver jeg simpelthen så humørforladt. Jeg bliver ked af det, arrig og fuld af (selv-)lede. Får lyst til at lægge mig under dynen og først titte frem igen, når det er blevet april, og jeg måske faktisk er overtrækket kvit. Men det går jo ikke.
Så i stedet har jeg været på biblo og låne mere Erlend Loe. Og jeg har været en tur i skoven, hvor jeg kunne løbe meget mere, end jeg havde forventet. Og jeg har lavet linsesuppe af ting, vi havde i skabene. Og nydt solskinnet.
Men mest af alt venter jeg bare. På karakterer, på tidernes gunst, på…noget. Mest af alt energi. Og indtil den energi indfinder sig, blogger jeg nok ikke ret meget. Ingenting sker jo af sig selv, og lige nu er ingenting alt, jeg magter. Så altså. Hej så længe.
For nogle år siden omtalte en af mine studiekammerater, at han læste et par bøger af Erlend Loe. Jeg bed mærke i navnet og smed det bagest i hovedet på de hylde med information, som jeg rager til sig hist og pist, men ikke behøver tage mig af overhovedet.
Sidste år reddede jeg en bog for en anden blogger, og det var også noget Erlend Loe. Igen kom jeg navnet ind på hylden og tænkte ikke mere over det.
Men så en dag på biblo, hvor jeg egentlig skulle finde opgavemateriale, tænkte jeg, at jeg skulle have en eller anden gulerod, noget, der kunne lokke mig til at blive færdig med opgaven, noget, jeg måtte læse, når jeg var færdig! Jeg dryssede omkring de skønlitterære hylder på biblioteket og stødte på L’erne. Og på Loe. Titlen “Naiv. Super.” sprang i øjet, da det var dén, som fordums studiekammerat omtalte, og derfor blev det dén, jeg hapsede med i posen sammen med tunge bøger om blogs og internet.
Med opgaverne vel afleveret gik jeg i gang med Naiv. Super. Og jeg blev endog vældig begejstret. Bag på bogen står der, at det er en enkel historie om meget komplicerede ting. Og det er hele bogen i én sætning.
Den egentlige historie er ret kort, og der ér faktisk ikke megen handling. Men det hele bliver fortalt med en helt naiv tilgang til verden, ret præcist den tilgang, jeg så ofte misunder børn. Bogen er skrevet i ret korte sætninger og afsnit, som gør den nem at læse, men ikke på den dårlige måde. Den er ikke kedelig eller mangelfuld. Sætningerne er bare ikke længere, fordi de ikke behøver være længere. Bum færdig. Og sine steder er de korte sætninger ganske poetiske i deres naive udtryk. For eksempel her, hvor fortælleren har taget et polaroidbillede af en pige, han kun har kendt ganske kort;
“Jeg vinker til Lise fra bussens bagsæde. Netop som jeg ikke kan se hende længere, begynder hendes ansigt at komme frem på billedet. Nu kan jeg se hende alligevel.”
Så lidt, så stille, men så fint og stemningsfyldt.
I går, da jeg var færdig med bogen og lukkede sidste side, var jeg helt glad i tanken og let om hjertet; det her liv er sgu ok, det er bøvlet og svært, og det kan være svært at finde en mening med det, og det er i orden, helt i orden!
Senere på aftenen så jeg Dog Day Afternoon i fjernsynet og blev helt ærgerlig over livets besvær og genvordigheder, og i dag fandt jeg møl i melet og opdagede bagefter, at der bor en mus i skraldespandsskabet, og at den gnaver hul i affaldsposen, så der kommer skrald ud i hele skabet.
Det er altså ikke udelukkende glæde og let-på-tå det hele. Men det er det så bare alligevel!
Og hvis man overvældes af det trælse, kan man jo altid læse Naiv. Super. igen. Eller købe sig et hammerbræt!
I aften har jeg mest af alt skrevet med folk på twitter om én ting.
Samtidig har jeg fået en ny follower. Som er en mand.
Jeg er ret sikker på, de to ting ikke hænger indbyrdes sammen.
Jo, julen er kommet og gået. Og her er den faktisk gået godt. Den blev ikke til den tudefest, jeg havde frygtet og ventet.
På vej til Sjælland knækkede min stemme godt nok hver evig eneste gang, jeg sang med på noget i radioen. Og jeg tudede, da jeg kørte fra svigerforellerne i Jylland. Og jeg måtte kæmpe for at få tårerne tilbage fra øjnene, da nogen nævnte farmand. Men det gik faktisk fint.
Det sværeste – men også smukkeste – var, da min søster og jeg Juleaftensdag kørte op til den strand, hvorfra vi spredte min fars aske i sommer. Vi havde taget en halvflaske rødvin med, og hun hældte halvdelen i havet, jeg tog en tår og sagde “Skål, far” og hældte resten i. Bagefter tændte vi fem kirkegårdslys, så han havde lidt lys til juleaften. Og så talte jeg lige lidt til ham. Fortalte, han var elsket og savnet, men at vi alle har det godt. Stod lidt og gloede med tårer ned ad kinderne. Men så var det det. Så kørte vi hjem igen og holdt en dejlig juleaften med kærlighed til vores familie.
Juledagene blev tilbragt i godt selskab og god stemning, dog præget lidt af et feberhedt barn, som bare lå og gloede passivt på det hele, lille stakkel. Men feberen gjorde, at ingen sad og faldt hen i sentimentalitet, og så gik det hele jo alligevel. Og nu er den første jul fejret, uden at vi faldt om af sorg, selvom det sine steder var svært.
Vi sørger stadig. Men vi heler, og vi flytter os. Det er helt godt.
Julekurv til svigermor. Æblegele til min mave. Halvvejs med opgave.
Brunkager, vaniljekranse, æblesmør, rugbrød og rødkål.
Æblegele
Henne hos Jeppe fortæller folk om deres juletraumer, og Jeppe har flere gange efterspurgt juletraumer og -historier på Twitter. Jeg har aldrig rigtig haft juletraumer, tror jeg, så jeg har ikke deltaget. Men i dag læste jeg Andreas traume, og det ramte alligevel noget.
Mine forældre er skilt, men de blev det, da jeg var blot 5 år gammel, så jeg kan ikke rigtig huske, at det har været anderledes. Jeg har en tre-fem konkrete minder fra tiden før da, men intet generelt indtryk af “livet med både far og mor”. Det har gjort, at mine jule er blevet fordelt, og hvert andet år har vi børn været hos mor og hvert andet år hos far.
1. juledag har altid været reserveret til julefrokost hos min Ulla, og 2. juledag har været lidt løs i det, men er nu efterhånden blevet min mors dag til at få gæster.
Sådan har det været år efter år, indtil de store piger (mine søstre, som er 7 og 10 år ældre end mig) fik kærester og mænd og holdt jul med dem og deres familier ind imellem. Og så fik jeg selv kærester og svigerfamilier, som jeg ville holde jul med.
Jeg husker mine juleaftener som hyggelige, med god mad, god stemning, pinlighed ved at være den, der skulle dele gaver ud, gode gaver og generelt bare hygge og varme. I stuen og i hjerterne. Så nej, jeg har vist ikke noget juletraume. Og det bringer mig tilbage til Andreas historie om mormor og morfar, der døde og ændrede julens betydning.
For i år er det første gang, vi holder jul helt uden min far.
To gange i mit liv har jeg valgt at holde jul med min far uanset tur i køen, svigerfamilie eller nogen som helst andre hensyn, simpelthen fordi han var ved at dø. Første gang kom han sig, og vi fik lov at have ham fem år mere. Men sidste jul var vitterligt min fars sidste jul. Og min sidste jul med far. Og selvom jeg i år holder jul hos min mor, hvor min far jo alligevel ikke ville have deltaget, så betyder det noget, at han ikke findes mere.
Jeg skal ikke ringe til ham og sige tak for gaver. Jeg skal ikke vente spændt på, at han ringer og siger, hvad han synes om sin gave. Jeg skal ikke se ham sidde med et lommetørklæde på knæet, fordi Julehilsen til Grønland er rørende for ham. Og juledag skal jeg ikke se ham sidde i sin lænestol med en kop kaffe, mens min Ulla farer omkring og laver mad. Og jeg skal ikke se ham sidde for bordenden, fordi det er hans hus, hans bord og vi er hans børn. Denne gang bliver det hele uden ham. For første gang.
Jeg mærkede allerede til min fødselsdag for godt en måned siden, at det der med traditioner og årligt tilbagevendende ting bliver rigtig, rigtig hårdt uden ham. Nok ikke for altid, men i hvert fald første gang. Og sikkert et par gange mere.
Og siden jeg er blevet så sentimental efter hans død, bliver det sikkert en stor tudefest. Og det er derfor, jeg tænker, at der er potentiale for et juletraume. Men jeg tror det alligevel ikke. For jeg holder jo af julen. Og jeg har jo lutter gode minder omkring min far og omkring jul og omkring min far og jul kombineret.
Så i år er det mig, der husker på dem, jeg elsker og ser Julehilsen til Grønland med en Kleenex på låret og en tåre på kinden.
Stormen raser.
Euroen vakler.
Norge er løbet tør for smør.
Og jeg har brændt kalenderlyset for langt!
…men det sidste er ok, for jeg er ikke hjemme i weekenden, og så må man godt.
